Bliv godkendt til aflastnings- eller plejefamilie

Hos Familieplejen Helsingør mener vi at "Godt begyndt er halvt færdigt." Relationen mellem familieplejekonsulenter og aflastnings- samt plejefamilier kan vare i årevis og det er afgørende for vores samarbejde, at vi alle kommer godt fra start.

Mange af vores nuværende aflastnings- og plejefamilier har vi samarbejdet med i 6-14år. Vi skal lære familien at kende, og de skal kende os. Det er det, der gør at ting kan lade sig gøre – og dét der gør, at vores fælles indsats føles meningsfuld og givende.

Vi som familieplejekonsulenter ligger autenticitet og en oprigtigt interesse i at lykkes med den opgave, der skal løses. Vi er omhyggelige med matchningsprocessen i tilknytning til en anbringelse. Der skal være tid til refleksion, tydelighed og gennemsigtighed.

Som aflastnings- og plejefamilie skal man have overskud og hjerterum til at åbne sit hjem for et barn, der af den ene eller anden grund ikke kan bo hos sine egne forældre. Det at blive aflastnings- og plejefamilie er en forpligtende opgave og en stor beslutning, som kræver grundig overvejelse og enighed i familien.

Godkendelse som aflastnings- og plejefamilie

Det er ikke et krav at man, som aflastnings- eller plejefamilie har tidligere erfaring med plejeopgaver. Alle kompetencer og erfaringer har betydning for hvordan man, som plejeforælder oplever sig klædt på til opgaven. Socialtilsynets grundkursus og den løbende sparring med familieplejekonsulenten opbygger endvidere en faglig bevidsthed omkring de ting, mange plejere oplever, de intuitivt ved gavner barnets udvikling.

Der er to måder at blive aflastnings- eller plejefamilie på. Man kan blive "generelt godkendt" af Socialtilsynet, eller man kan blive "konkret godkendt" af Familieplejen.